Hvad konkurrerer man om i et DM?

Ved et Danmarksmesterskab i varmluftballonflyvning findes der flere forskellige typer af konkurrencer. Du kan læse mere om de forskellige konkurrencetyper her.

Konkurrencetyperne tester på forskellig vis pilotens evne til at håndtere ballon og mandskab, flyveplanlægning, meteorologi, navigation og manøvrering.

Det er stævneledelsen, der udvælger, hvilke konkurrencetyper, der skal flyves, hvilket i høj grad afhænger af vejret og de lokale geografiske forhold.

Der kan være flere mål i samme flyvning og der er ofte 2-3 km imellem hvert mål.

En luftballon har ikke noget ‘rat’ og flyver altid i vindens retning og med vindens hastighed, men der er ofte lidt forskellige retninger og hastigheder i de forskellige luftlag.

Derfor vil du ofte kunne se ballonerne flyve både opad og nedad, for at ‘se’, hvordan vinden er i de forskellige luftlag.  Den pilot, der er bedst til at bruge disse forskelle, vil ofte være den pilot der vinder konkurrencen.

Ved alle konkurencetyper bruger man enten en ‘logger’ – en slags gps – hvor piloten digitalt kan markere, hvor tæt han/hun har været på målet, eller man kan bruge en lille stofpose med sand i den ene ende og stofvimpel i resten af den 170 cm lange og 10 cm brede marker, som piloten kaster ned mod et mål.

Et af stævneledelsen valgt mål vil være markeret med et stort hvidt kryds på 10 x 10 meter og ligge på en mark eller græsplæne, hvor stævneledelsen har fået lov til at lægge det ud.

Hvis du ser en “marker” ligge et sted, så lad den endelig ligge, for hvis den fjernes, får piloten, der har kastet den, ingen “scoring”.

Trofæet er skabt af skulptør Else Oltmann.

Vinderen af mesterskabet vil modtage vandrepokalen ‘J.P. Colding Trofæet’.

Trofæet er opkaldt efter Danmarks første luftskipper, der allerede i 1811 steg op med ballon.

Man kan kalde Colding for Danmarks allerførste pilot. Han var med til at bane vejen for den luftfart, vi alle har så stor nytte af i dag.

Colding opfandt, som den første i verden, luftpost i 1808.

Han er desværre i dag helt overset, når man taler om betydningsfulde danskere.